Skip to content

Gå fra overforbrug til en minimalistisk tankegang

Har du brug for mindre kaos i hverdagen? Her viser vi dig, hvad der lægger bag den minimalistiske tankegang, samt hvordan du går fra overforbrug til minimalisme. Minimalisme er et begreb, som anvendes inden for kunst, musik og litteratur. Det er en stil, som er præget af enkelhed og stringens, som ofte står i en skarp kontrast til tidligere tiders æstetik.

I de seneste år har begrebet dog også vundet indpas som en mere almen livsindstilling, ofte som en konsekvens af en øget bevidsthed om, hvordan vores forbrug påvirker jordens ressourcer. Minimalisme handler her om at tage aktivt stilling i forhold til de ting, man vælger at have i sit liv. Selvom man måske er glad for den komfort, ens ejendele kan bidrage med, er konsekvensen ofte også en stor mental belastning, når ejendelene bliver så mange, at de nærmest er uoverskuelige. De ting, der betyder noget, har man pludselig ikke længere glæde af, da de drukner i ligegyldige ting.

Det kan dog være en svær opgave at gå i gang med at rydde op og smide ud, og ofte bliver det kun ved ønsket, mens mængden af ting vokser sig større år for år. Der er dog en enkel løsning, når du skal i gang med ”forandringen”. Man pakker ganske enkelt alle sine ting, som om man skulle flytte. I løbet af en måned pakker man kun det ud, man virkelig har brug for. For mange bliver det en øjenåbner at se, hvor få af ens ejendele man egentlig bruger i hverdagen. Selvom man selvfølgelig ikke bør skille sig af med alt det, der ikke blev pakket ud i løbet af en måned, kan det være et godt første skridt til at blive mere bevidst om sine prioriteter i forhold til ejendele.